4.

Som en modsætning til det polske liv, det letbevægelige, nogen gange svagere, nogen gange stærkere, pulserende liv i Polen, står det russiske system; et tungt, maskinagtigt virkende tvangssystem, en oprydnings- og udryddelsesmekanisme.

Den arbejder ikke blot mod at blive fri for alle tendenser til selvstændig nationalitet og sprog, men at ramme disse skud i roden, undergrave det totalt.

Og ikke nok med det. Systemet frygter alt det flygtige som ligger i luften, kommer med vinden, flyder i floderne. Det frygter alt det der fylder luften, som sang, eller latter, eller gråd.  

Systemet har et forbud mod alt, selv det mest uhåndgribelige. I stedet for nationaldragten er påbudt uniform, i stedet for sang, stilhed;  - stilhed i stedet for latter, og stilhed i stedet for klage, stilhed i stedet for ord. For alt hvad der frembringes i indland og udland er der censur. Man har bygget en mur om dette land, og søgt at gøre den så høj, at ingen fugl kan flyve over den, og så tæt at ingen frisk vind kan trænge igennem den.

Nationaldragten er forbudt, selv som karnevalskostume, selv i historiske skuespil på teateret. Polens farver og polens våben er ubetinget forbudt, de må end ikke blive siddende på facaden på et gammelt hus eller på rammen om et gammelt maleri. Nationalsangene er så strengt forbudte at de end ikke spilles i private hjem, i hvert fald ikke til større selskaber.

Det er måske ikke forbudt at le, men latteren forbyder sig selv. Det sker så sjældent, at giver nogen sig til at le højt ved nattetid i selskab med en bekendt, så samler politi og soldater sig i selskabets nærhed med tegn på forbavselse. Jeg har aldrig hørt andre end mig selv le på åben gade i Warszawa.

Stilhed og alvor, det er to træk der fremfor noget andet er betegnende for Polen. Det er et land hvor ingen slår sig løs offentligt.

Hvis man går ind på den store studentercafe som ligger overfor universitetet er der ingen som taler højt. Hvis man går ud på gaden, høres der ikke et råb. Ingen ønsker at henlede opmærksomheden på sig selv. Eller hvis man som eksempel tager en stor, offentlig fest, organiseret af det bedre borgerskab; orkesteret spiller, mazurkaen danses gennem alle sine etaper med den største lidenskab i næsten en time. Men i det ene hjørne af salen står en krans af unge officerer omkring den gamle, svære General Krudener, der tabte slaget ved Plevna, efter mod eget ønske at have foretaget et håbløst angreb. I det andet hjørne står Oberst Brock, der kun nogen og tredive år gammel har svunget sig op til chef for militærpolitiet, det politiske politi som betragtes med skepsis af hærens øvrige enheder, og hvis officerer hærens ørige befalingsmænd helst ikke plejer omgang med, men hvis chef ikke desto mindre er den mægtigste mand i byen, mægtigere end selveste Generalguvernøren. En ordre fra Oberst Brock kommer fra højeste sted, der er ingen appelinstans for hans ordrer, og han får sine egne ordrer direkte fra Petersborg. Man tænker uvilkårligt på de kvaliteter han må have præsenteret, for i den alder at have fået sådan en post. Hans blik kredser uafbrudt rundt i salen, og lægger en vis dæmper på lystigheden. Hvor blikket falder, falder stilhed. Og dog er han en af de mest humant indstillede og mest yndede russiske officerer i Warszawa.

Man kan også som eksempel tage en stor sammenkomst i et offentligt lokale. Det er et smukt syn, men en stilfærdig fest. Den er tilladt fordi formålet er velgørende; et asyl eller et børnehjem får indtægten.

Langs salens søjler sidder de højadelige eller rige damer som har organiseret festen, og de fordeler de gevinster som falder ved lodtrækningen. Salen er fuld af unge piger i deres smukkeste dragter, som kommer for at se og blive set. De kan der tale frit med de mænd de har lyst til at møde, mens mødre og tanter holder deres sidepladser. Men alle samtaler er dæmpede. Det har været nødvendigt at indbyde Polens Generalguvernør, den meget strenge og meget frygtede General Gurko med hustru, en dame hvis ydre og væsen er mindre fornemt end hendes stilling. Den franskfødte Generalinde Gurko er nok den mindst populære person i Polen, og hun har med kvindelig fanatisme samlet sig om den opgave at tjene den russiske sag på alle måder. Befolkningen mener at hun er ansvarlig for alle de foranstaltninger der i de sidste år har ramt de polske forhåbninger og interesser.

Den gamle aristokrat Louis Gorski kaldes Polens pave, og er det katolske partis mest betydelige repræsentant; det er ham der giver festen, og han må som sådan byde Generalinde Gurko sin arm for at føre hende rundt. Ingen hilser; alle taler halvhøjt eller vender ryggen til. Efter dette følger Generalguvernøren med Fru Gorska. Begge par udveksler kun ceremonielle bemærkninger på fransk. Gurko fører sig ret flot; han er en mand af middelhøjde, en korpulent kropsbygning med tyndt hår, stort vifteformet, gråsprængt skæg, lidt rødlig næse, og hans ansigtsudtryk røber ikke den dristighed og hurtighed han var kendt for som general. Hans synes snarere skabt til at meddele officererne dagens feltråb, end til at regere et folk.

Eller tag et aftenselskab hos en af de ledende aristokratiske skikkelser i dennes private hjem. Indenfor et par sale finder man navnene på næsten alle Polens berømteste familier. Hist sidder en Grevinde Plater, broderdatter af den berømte Emilia, her en Grevinde Krasinska, gift med en slægtning til digteren, på en gang frisindet og fædrelandskærlig, næsten til det overspændte. Her en Grevinde Ostrowska, som anses for Polens kønneste kvinde. Man skulle tro at polakkerne her føler sig så fri som man kan for lukkede døre; men hvis en fremmed siger et dristigt ord banker en af familiens unge mænd ham på skulderen og siger: ”ikke så højt”! På den stol som vender ryggen til deres sidder Politimesteren, Grev Tolstoj, som min onkel har været nødt til at indbyde.

Eller tag en offentlig maskerade. Den største afholdes under karnevalet, og foregår i alle teaterets lokaler. I forbindelse med karnevalet afholdes en tombola, hvis indtægter tilfalder teaterets pensionskasse, og karnevalet kaldes derfor ”tombola”. Det begynder ved midnatstid, og løber af staben ved at alle damer er tæt indhyllet i dominoer og tætsiddende masker, som de ikke tager af. Herrerne tør imidlertid hverken bære kostume eller maske, så de er i selskabsdragt.

Denne form for maskerade er en gammel tradition i Warszawa. E.T.A. Hofmann beskrev den allerede for mere end 80 år siden som en overstadig og glimrende fest i datidens forlystelsessyge Warszawa.

Det pirrende er her at damerne kan fortælle herrerne hvad de har lyst til, angribe dem, vise at de kender deres hemmeligheder, uden at de uden videre kan genkendes. Det er en fornøjelse for forelskede, som kan træffe hinanden og forsvinde med hinanden. Meget kendte mænd bliver tiltalt og taget i skrifte af snesevis af damer i salen, uden at kunne gøre gengæld. Damerne kommer hen til herrerne, tager deres arm, og går med dem, indtil en anden tager ham fra hende.

Der er et par tusind personer til stede, og der er voldsom trængsel. Der er imidlertid ikke det ringeste spor af lystighed. Der er hverken musik, eller sang, eller latter, eller højrøstet tale. Hvis dette er en elskovsmaskerade, så ligner den i slående grad en ligfølge, eller rettere flere ligfølger, der i de brede sale tavse bevæger sig forbi hinanden.

Hvor man end befinder sig, mærkes trykket.

Ved en stor frokost hos en af lederne af den demokratiske ungdom var der kun demokrater og ateister til stede, mænd der har minderne fra 1863 langt, langt bag sig. Det ejendommelige ved dem er at der er tale om mænd som næppe har noget ideal de forventer virkeliggjort før om mange hundrede år. De er i øvrigt meget forskellige i deres fremtoning; stridslystne mænd, misfornøjede, selvstændigt tænkende, eller blot beundrere og medløbere, dog næsten alle ved godt mod, som om de er overbeviste om at det er muligt at ændre verden; det gælder blot om at tage fat. Imellem dem befinder man en som først har været forgældet, og senere rigt gift, en aristokrat, som i sit stille sind er radikal som de. Og så en eller anden komedie-figur med uordentligt skæg og langt hår ned i øjnene, der i sidste uge for 5. gang vendte tilbage fra en russisk fæstning ved Ural-bjergene, hvor han jævnligt flere måneder af gangen betaler for sin trang til socialisme. Som alle andre steder i dette stille land er en almindelig samtale på dette sted en ukendt ting; man taler sammen med dæmpet stemme, i smågrupper. Og uanset hvad samtalen kommer ind på støder man altid på en mur af skranker og forhindringer, den samme som alle bestræbelser i dette land uafladeligt støder på. ”De har naturligvis ret”, siger værten til den fremmede, ”vi har i grunden her til lands hverken demokratisk eller nogen som helst anden politik, men vi har spejlinger af det, som i Europa kaldes sådan” – en slående rigtig og modfaldende karakteristik.

Man møder den samme grundholdning i andre afskygninger, når man mødes med den egentligt kulturskabende boheme, som ikke beskæftiger sig med politik, men lever for sine studier og kunst. Vi er her i det mest ekstreme oprørs land. Man vil næppe i Polen finde en mere interessant kreds end den jeg har truffet hos kunstkritikeren Antoni Sygietinski, der sammen med den desværre meget syge, højtbegavede maler, Witkiewicz, betegner den kunstneriske radikalisme i Polen.

Sygietinski er en rank, smuk, ung mand, med et langt, rødt skæg og et par skinnende, begejstrede øjne. En fælles kunstnerisk forkærlighed har ført ham og hans (polske og fremmede) meningsfæller sammen. I Swientochowskis kreds stod en fremmed en dag alene sammen med sine negative synspunkter på samtidig polsk malerkunst. Han sagde omtrent sådan her: ”Eders kunst er på rent gal vej. Den taber livet af sigte. I maler allegorier eller ridderskuespil. Hvert andet billede på jeres udstillinger er en femte-akts-slutning før tæppets fald. Jeres store afdøde idealist Grotiger var en digter, ingen maler. Jeres store levende mester, Matejko er en snæversynet sjælegramser, ingen maler. Det billede, der har fået udstillingspræmien i år, en katolsk allegori med engle ved en sygeseng, er en rædsel.” – Nogen spurgte: ”Er der efter Deres mening da virkeligt slet intet som duer?” Den fremmede svarede: ”Horowitzs portrætter og Witkiewiczs malerier; men det bedste jeg har set er dog vistnok et album med brødrene Gierymskis tegninger. De ypperste blandt dem sprudler af talent: der er naturstudium deri og malerisk blik. Det er set og det er følt, en ros man sjældent kan give moderne polsk kunst.” – En høj mand bag ham klappede i hænderne, det var den mand der havde udgivet albummet og skrevet dets tekst, Sygietinski.

Brødrene Gerymskis kunst har opnået en så beskeden forståelse i deres fædreland at forlæggeren har tabt 8.000 rubler på dette album. Forlæggeren er en mand som er begejstret for moderne kunst, og til sidst tilbød han offentligt at give det gratis til abonnementerne på ugebladet Wedrowiec, men de fleste gad end ikke hente det, selv om det var gratis.

Det nævnte blad får næppe nogen lang levetid, men omgives af en kreds som er anført af den energiske maler Witkiewicz, der som få forstå at tyde det mærkværdige. Endvidere ses unge læger, mekanikere, litteraturhistorikere, novelleskrivere som Prus, dygtige håndværkere (en smed, som måske er den bedst begavede litteraturkender i Polen), en del malere, musikere, kunstelskere – talsmænd for den forfinede radikalisme.

Swientochowskis gruppe besidder en gammeldags kunstanskuelse, selv om den på andre områder er fremadskuende. De mænd der hører til den har fremragende bogsamlinger, men billeder på deres væg som ville blive forkastet af en portner i Paris. Swientochowski selv skriver gammeldags formede tendensdramaer som Elvia eller Antea. De yngre mænd som skriver eller tegner til Wedrowiec lever i værelser uden møbler, men med herlige tegninger og malerier på væggene. De er ikke blot moderne i deres tankegang, men også i deres måde at betragte og sanse verden på. Vilde fugle, er de, og da krage søger mage har den iblandt den som skriver livligst betegnende nok giftet sig med en dejlig, smuk vild indianerkvinde fra Sydamerika. Hun passer sådan set til Polen, eftersom det har vist sig umuligt at bibringe hende et begreb om penge eller penges værdi.

I denne kreds råder bohemernes frihed, et pust af den virkelige åndsfrihed, der fylder lungerne – men den fylder den i al stilhed, så lidt larmende som mulig. Der daler også her et usynligt tryk ned fra loftet. Der lægger sig også her en evindelig dæmper over stemning, en dæmper af alvor og vemod, en stille fortvivlelse for, om man nogen sinde kommer til at opleve noget godt. Man nyder kunst og ideel som midler til at glemme. Og alle disse unge mænd, hvem de end er, skribenter, journalister tegnere, læger, mekanikere osv., må, ganske bortset fra kampen for del daglige brød, kæmpe en dobbelt kamp, den for at modtage ideer fra omverdenen, og den for at meddele deres ideer til omverdenen.

Næste kapitel >>>>>