8
Under sin forvisning
har forfatteren Kraszewski en gang deklameret: ”O du land, der, når
vi dør, beholder så mangen erindring om os, o du skønne land, vor
moder! Når vi siger farvel til vore venner, har vi håbet om at gense
dem hisset, i himlen. Men aldrig, aldrig skal vi gense dine elskede
landskaber, dine lindealeer, dine små landsteder, dine åer og bække,
aldrig dit forår, der altid var så ungt, intet af alle disse minder.
Kan himlen virkelig være så skøn, at den får os til at glemme alt
dette, eller løber der en Lethestrøm foran paradisets port?”
I disse ord er der en
barnlig tro som håber på gensyn med vennerne, men dog ikke venter et
gensyn med fædrelandet. Hvis man går dybere ned i følelsen omfatter
den langt mere end ordene.
I grunden er denne
hårdnakkede nationale stræben hos polakkerne besynderlig! De kæmper
til det yderste for at bevare og udvikle deres sprog og nationale
særpræg, og de oplever at den grund en masse lidelse. Hver enkelt af
dem ved at han skal dø, men han ønsker at dø med bevidstheden om at
sproget og det polske folk overlever ham, og eksisterer på et
tidspunkt hvor han ikke er en del af det. Selv blandt de iblandt dem
som tror på et liv efter døden, indbilder man sig ikke at der tales
polsk i himmerige. Og de ikke-troende, der ikke frygter selv at
blive tilintetgjort, frygter tilintetgørelsen af hele folket, hvoraf
dog hver enkelt skal dø.
Det er en tilsvarende
følelse som den rædsel der griber de fleste mennesker når de første
gang i deres liv hører at jordkloden langsomt afkøles, og engang i
fremtiden vil blive til en iskold kugle, på hvilken intet liv vil
trives. De har altid vidst at hver enkelt i menneskeslægten skal dø,
men de kan ikke klare forestillingen om at menneskeslægten uddør.
Forestillingen om en stivfrossen kugle ødelægger de smukke
illusioner om et konstant fremskridt, de religion som de fleste
lever på nu, hvor de har opgivet de bibelske religioner; det er
nemlig endnu kun få som har forstået at menneskehedens mål ikke
ligger på det sidste trin i udviklingen, såfremt der forestår et
sådant endeligt, men at målet må ligge i menneskehedens ypperste
personligheder. Selv om menneskeheden en gang dør ud, er den sande
kultur derfor ikke mindre vigtig, ikke mindre værd at kæmpe for.
Dens værdi ligge ikke i at den varer gennem al evighed. En symfoni
er ikke afhængig af om den er kort eller lang, men på om den er
smuk. Dens værdi er uafhængig af den tid den optager.
Lige som vi andre ved
polakkerne, at riger og folkeslag historisk set er opstået i stort
tal, er blomstret og er gået til grunde, men de tror ikke på at
turen nu er kommet til dem og deres sprog, uanset at det er stærkt
trængt fra alle sider. De vil kæmpe for livet, uanset udfaldet, og
det tjener dem til ære.
Men mange af dem må
nødvendigvis tvivle på om det nogensinde vil lykkes at løsrive sig
fra et overherredømme, som er støttet af kæmpestore hære, om det vil
lykkes at genoprette en polsk stat, lægge grunden til et rige, efter
at de ikke har regeret sig selv i næsten 100 år. Der frembyder sig
derfor uundgåeligt det spørgsmål, jeg engang formede således: Er
Polen et ideal eller virkelighed? Det kunne ikke bestå, dengang de
bestod, kan det oprettes, nu da det er faldet? Er det Polen for
hvilket polakkerne lever og går i døden
andet end en abstraktion og et hjernespind? Er formålet
opofrelsen værd? Er det opofrelserne der giver formålet dets værdi?
Som alle jordiske
formål er formålet kun tydeligere, mere håndgribeligt, et ideal: en
uvirkelighed. Forestillingen om det gode. De viser sin magt over
tankerne ved den styrke med hvilken det tvinger generation efter
generation til at sætte åndelige værdier over materielle. Men der er
i og for sig værdifuldt, for så vidt det skaber karakterer og
udvikler talenter, og det har uden tvivl fremkaldt store tanker,
heltemodige handlinger og en både rig og betydningsfuld litteratur.
Vi er ikke vant til at
se et helt folk gå op i en kamp, som fra alle sider modarbejdes og
bekæmpes, og som synes at stride mod selve den historiske lov om
civilisationernes undergang, en stræben som ikke blot sker i kraft
af selvopholdelseskraften, men mere eller mindre bevidst i kraft af
den grundtanke, at livet på jorden bliver fattigere og mere
ensformigt hver gang der forsvinder et folkeslag. Polens undergang
ville imidlertid ikke være som Assyriens eller Egyptens i den fjerne
oldtid. For set fra et politisk synspunkt betyder Polen overfor
Rusland og Preussen selvstændighed, retfærdighed og fornuft, det vil
sige: spørgsmålet om hvorvidt disse nationer vil sejre eller tabe.
Spørgsmålet Polen er spørgsmålet om det er våbenmagt eller folkenes
vilje der bestemmer verdenshistorien nu om dage. Skulle det
endegyldigt være ude med Polen, så vil det i princippet betyde at
det er ude med Europas friheds- og frisindskultur. Efter Polen ville
det ene uafhængige land efter det andet falde.
Hvis derimod
friheds-kulturen vinder, så kan det ikke undgås at det tryk der
hviler på Polen vil lettes, og den polske nation finder en form
hvorunder den kan leve sit liv. I hundrede år har den nu ligget
under for tre stormagter, ligget på ambolten og udholdt
hammerslagene, uden at blive knust. Det kan ikke vare lige så lang
tid endnu, inden hammeren enten bringes til standsning, eller inden
den form for kultur der engang var Europas stolthed, ikke længere er
til.
Vi kan ikke komme til
bunds i nogen ting. Vores liv en enkelt begivenhed, og vi er
omringet af enkelte begivenheder, og kun af dem. Vi er ikke andet
end billeder for hinanden. Når vi dør bliver billedet tilbage
i de andres bevidsthed, fordi det er det eneste af os, som
fandtes deri.
Vi ved også at de
idealer som man i gamle dage tillagde et sted, og gjorde til
egenskaber hos en overnaturlig personlighed, den højeste frihed, den
højeste retfærdighed osv. er blotte billeder, ikke er virkeliggjorte
noget sted eller i nogen tid, og heller aldrig vil blive
virkeliggjort.
Hele Polens kulturliv
er gået op i spørgsmålet om den polske nationalitets eksistens, og
det er ikke så fattig en sag som det synes, for Polen er, som
forholdene historisk har udviklet sig, blevet et med
menneskerettighederne til borgerlige og åndelige friheder, og med
folkenes ret til uafhængighed. Polen er et med vor håb, eller vor
illusion om vor tidsalders fremskridt. Dets fremtid falder sammen
med civilisationens fremtid. Dets endelige undergang ville være
ensbetydende med det moderne, militære barbaris sejr i Europa.
Næste kapitel >>>>>
