3.

Stilheden er så dyb som man kun finder den når man er kilometervis fra jernbanestationer og byer. Ikke en lyd afbryder stilheden om natten, undtagen vægterens tudehorn, der hvert kvarter melder at han er vågen. Men jeg hører det aldrig når jeg er gået i seng; man sover roligt i stilheden, og derfor er jeg altid vågen om morgenen, når Wladislaw om morgenen kommer med mit tøj, slår skodderne fra vinduerne og lukker dem op. Wladislaw er fra Litauen, 30 år gammel, en af husets tjenere, og han er blevet dedikeret til mig. Han er en perle af et menneske, lille, fin og stærk, med den polske smidighed i alle lemmer, og han har omløb i hovedet. Har taler glimrende fransk og italiensk, for han har tilbragt 5 år i Florens med Grev Gnybowski, og to år i Paris med Jan. Hans fransk er ikke altid helt korrekt, men altid overmåde malende. Han siger fx Il mouche fort aujourd’hui; det skal betyde: der er mange fluer i dag. Hans modersmål er polsk, men han forstår Litauisk og russisk. Jeg er en ulærd djævel i sammenligning med ham. Ganske vist kan jeg tysk; men han kan barbere. Godt nok kan jeg lidt engelsk, men han kan bære mit badekar i stiv arm. I Paris ville han kunne blive oversætter, eller frisør, eller opvarter, alt som traf sig. Med lidt mindre godmodighed ville han være den rene Figaro.

Det gør godt at kunne se på så mange smukke plæner og træer, så snart man slår sine øjne op. Jo længere man har været fordømt til at bo i en by, jo mere føler man samspillet med naturen. Når jeg kører omkring i området, så mærker jeg nogen gange på lugten at vi nærmer os en kløvermark i blomst. Så lader jeg hestene gå i skridtgang, sådan at jeg ikke mister noget af denne vellugt. Når man ikke er vant til at flakke omkring på markveje, så bliver hver fuglefjer man finder på sin vej interessant, og man betragter planterne som en skoledreng der har time i botanik. Om formiddagen driver jeg omkring alene, da det er for varmt for de andre. Men henad aften går vi alle ud sammen, og hver dag følger vi en ny vej. Det er hele tiden det samme skue. Solen der går ned, tusmørket, den røde måne som står op og forvandles til skinnende gul. Det er hver dag det samme, og hver dag nyt. Stemningen er forskellig for hver aften, og samtalerne er forskellige, alt afhængigt af hvem af damerne der går ved siden af mig. I går var der ikke en vind der rørte sig, mørket faldt hurtigt; de slåede agre duftede efter regnen, og fuldmånen skinnede med næsten hypnotisk virkning. Den unge pige som først gik ved min side sagde hen for sig et fransk digt, som på overraskende vis viste sommernattens stemning.

Sådan glider dagene monotomt, dage som er en række af naturskuespil og samtaler, dage, om hvilke man ikke ved om det er tirsdag eller fredag, uger, hvor kun søndagen skiller sig ud, med klokkerne der ved 12-tiden med kraftige slag kalder til messe.

Disse kirkeklokker! Hver aften ved 9-tiden slår de nogle få slag, der straks ligesom ængsteligt forstummer. Myndighederne har modtaget en officiel forklaring på hvad disse klokkeslag betyder, men i virkeligheden ringer de til minde om de polakker der faldt under revolutionerne for Polens frihed. Kun ganske få slag, og dæmpet, ligesom en hemmelig appel til mindet. Men ingen stormklokke kunne tilskynde som disse, landet over, i hovedstaden og i de mindste landsbykirker.

Man filtres ligesom ind i denne stilhed og ensformighed, den gode, rene luft. Koleraen raser nær os i Sochaczew, men når os ikke. Og man længes slet ikke ind til Warszawa, hvor epidemien har sat sig godt fast. Det eneste som trækker er teateret.

Da Polens største skuespillerinde, Fru Modzejewska, er udvandret til Amerika, og kun spiller på engelsk, var Wisnoska og Marcello for få år siden tilbage som de to unge kvinder der behersker Warszawas teater. Nu er Marcello (hendes rigtige navn er Chrasczewska), den mørke skønhed, alene tilbage. Hendes blonde rivalinde er her ikke mere. Mange husker sikkert endnu fra avisernes beretninger hvordan den stakkels Wisnoska kom af dage. En russisk garderofficer havde længe forfulgt hende med sine tilnærmelser, og pint hende med sin jalousi. En aften kom han ind til hende, og forlangte at hun skulle opgive alt og alle for hans skyld. I modsat fald ville hun ikke forlade stedet med livet i behold. Da hun svarede at det var hende ligegyldigt, og at hun ville bevare sin frihed, tog han sin revolver frem, og hele natten holdt han pistolmundingen mod den ulykkelige kvinde, mens han talte og drak. Til sidst forstod hun at hun ikke kunne undslippe, og kvarter for kvarter nedskrev hun på blade i sin notesbog sine fortvivlede klager, rev dem ud af bogen, rullede bladene sammen og smed dem på gulvet, sådan at de kunne findes efter hendes død. Hen mod morgen skød han hende, vendte tilbage til kasernen, råbte til sine kammerater at han havde skudt Wisnoska. De troede først han fantaserede, men efter at de havde undersøgt sagen og fundet liget blev han anholdt. Både ved underretten og overretten, og endeligt ved senatsretten, blev officeren idømt 20 års tvangsarbejde. Zaren fandt imidlertid anledning til at benytte sin ret til at benåde; han fritog officeren for straf, og nøjedes med at degradere ham. Han blev indsat som almindelig soldat, otte dage efter blev han forfremmet til sekondløjtnant, og efter endnu otte dage til premierløjtnant, og på denne måde blev både retfærdigheden og nåden opfyldt.

Stakkels Wisnoska! Hendes hår var så blond og fyldigt, hendes øjne så blå, og hendes smil så lyst. Jeg ser hende for mig ved Marcellos side på første række i den store rådhussal en dag hvor der blev afholdt foredrag der. Hun klappede af alle kræfter i sine hænder, der var små, med fine lysegrå handsker. Hun var vel mindre smuk end Marcello, men som kunstnerinde nok så talentfuld. Hun er savnet, ikke glemt.

Vi behøver ikke at rejse til Warszawa for at se mennesker. Vi har naboer nok, når vi blot kører et par timer, naboer med lange, morsomme navne som Rostropowicz, Wieloglowski, Krzywoszewski. Alle herremænd her på egnen er velhavende; de ejer ikke blot store jordarealer, som de og deres sønner driver med dygtighed, men som regel er gården suppleret med en roesukkerfabrik, undertiden også med en alkoholfabrik. Op mod kornmarkerne ligger uoverskuelige roemarker og kartoffelmarker.

De værdier som ligger hos den ældre generation sætter fortsat oprørske og kirkefjendske idealer højt. Hos de ældre herrer er præstehadet udtalt, særligt deres afsky og frygt for jesuitter. Det vækker altid forbavselse når jeg, sådan som jeg normalt gør, omtaler jesuitterne med varme og en vis beundring. De fleste herremænd har fælles værdier, og forstår ikke denne slags nuancer. De læser meget, men det er mest grove og letforståelige bøger, som går imod religiøse og politiske fordomme. De er lidenskabeligt nationalt indstillet, og spejder ivrigt i det politiske landskab efter bedre tider for Polen.

Den yngre generation er mere praktisk anlagt, og tænker gennemgående ikke særlig meget på politik. Den har taget sit standpunkt i livet. I den ældre generation er mændene mere interessante end damerne, mens det forholder sig omvendt i den yngre generation. Selv om alt hvad vi i Europa kalder frigørelse er ikke eksisterende for de polske kvinder, så er de meget selvstændige i deres måde at tænke på, sikkert ikke mindre selvstændige end i Norden, og selve kulturens vandspejl ligger højere, fordi mængden af viden er større, for slet ikke at tale om den internationale dannelse. De unge kvinder taler ud over polsk også fransk og engelsk, ikke som et tillært sprog, men som indfødte, og de kender de forskellige landes litteratur ind og ud, da de bruger al deres fritid på at læse, og de forskellige lande kender de også glimrende, eftersom de bruger mindst en tredjedel af deres liv på at rejse.

Naturligvis kan man finde alle typer blandt dem, også typen gås, oven i købet en ret fordringsfuld gås, som ved den er køn, og stammer fra en meget vigtig gase; men jeg har kun set et enkelt eksemplar af denne type. Til gengæld har jeg set et par ædelfalke, en svane, en sfinks...

I nærheden bor der en ung pige som ikke er specielt køn, men så yndefuld at hun hvert øjeblik virker smuk; hun ler aldrig, og hendes ansigt er uden smil, hun smiler end ikke af høflighed; hun taler kun på tomandshånd, og hun lukker sammen som en østers når man samles i havestuen eller ved bordet; men hun er orienteret i detaljer om alle de væsentlige borgere i Warszawa, og selv om hun kun er 24 år gammel, så er hun selvstændig og fordomsfri i sin tankegang som en velbegavet 24-årig mand. Hun har læst alle de udfordrende bøger der er udkommet de sidste 20 år.

Nogle kilometer herfra finder man en anden herregård med antikke møbler og syv snorlige alleer, der alle udgår fra en lille græsplæne foran huset. Her bor en 30-årig kvinde sammen med sine forældre, og hun er så specielt, så tiltrækkende, at hun ville vække opsigt i en hvilken som helst hovedstad. Hun er mørk som en italiener, skabt som en florentiner, men fuldstændigt præget af slavisk ynde og trylleri. Hendes ansigt fænger, fordi man aldrig har set et ansigt der ligner det. Især munden er overraskende, udtryksfuld som en stor skuespillerinde. Hun minder om stærkt glødende purpur, om en valmuelignende blomst med bedøvende vellugt, og hun har den mest melodiske stemme. Hendes væsen er fornemt, yderst roligt og behersket. Andre kvinder er ingenting når de sammenlignes med hende; men hun synes ikke at være sig bevidst at hun er noget specielt. Hun har ikke nogen specielle kundskaber, ingen skarp forstand, men hun stråler som er brændpunkt, hvorfra kommer alt hvad der i Polen findes af sydlandsk ild, slavisk ynde og hemmelighedsfuldt, dragende indre.

Men et er sikkert; selv om russisk Polen er undertrykt og pint på en måde der hverken kan sammenliges med de polsk-preussiske provinser eller det østrigske galicien, så er det dog her at Polens hjerte banker, og her alene at det polske folks væsen i dets bedste og særeste ejendommelighed kan betragtes.

I Poznan og i Østpreussen er den polske godsejer forarmet; Oftest har han måtte sælge sin ejendom, og tyskerne har lidenskabeligt, kvadratmeter for kvadratmeter, købt jordlodder, godt støttet af en statslig jordfond på 100 millioner mark og alle slags snedige forbud. De polske bønder i Preussen har skolepligt, og er derfor renligere og mere velhavende end andre steder. Men den polske påvirkning er der mere blandet. Adelen er opdraget på tyske skoler og universiteter, mens Galicien er et fattigt bjergland, og er som østrigsk provins negativ, lige som Island eller de Vestindiske øer. Befolkninger har fuld ret til at udtrykke sin nationalitet, og har også fulde borgerrettigheder. I den østrigske del af Polen synges polske sange og holdes polske taler i massevis. Men de forskellige partier æder hinanden op med et uudslukkeligt had. Krakow er centeret for det kirkelige flertal, mens Lwow er hovedsædet for det ikke religiøse mindretal. Selv om den galiciske presse er fri har den ikke samme kvalitet som den russisk-polske, for indholdet er ofte af rent personlig art, og fyldt med de injurier som kampen mellem partierne fører med sig.

I russisk Polen er aviserne så bundet at de fx ikke kan advare ungdommen mod meningsløse politiske holdningstilkendegivelser, som de ophidset af kvinderne konstant tyer til, og som har tragiske konsekvenser. Aviserne tør ikke omtale disse demonstrationer med en enkelt ord. Alligevel er aviserne bedre end de i Østrig.

Den polske kultur og kulturelle ynde har sig sande hjem i Kongeriget Polen – måske fordi det kun er her den velhavende del af samfundet har de ydre betingelser for at leve et moderne liv, der fortsætter deres tilværelse i renesansen. Der er næppe noget sted i Europa hvor kornet gror bedre end i russisk Polen. Hver plet jord er frugtbar. Adelen er ofte uhyrligt rig. Jeg har to gange truffet mænd som havde mere end en million rubler i årsindkomst. Og folk her har glæde af deres penge; man under sig overdådighed, og nyder den. En hel sværm af tjenestefolk hører som bekendt til i ethvert velhavende, polsk hus; man har masser af plads her på landet, og man kan altid huse 3-4 gæster fra en nabogård, hvis de ønsker at overnatte. Man glæder sig ved at gå smukt og afvekslende klædt; Selv her i huset har jeg endnu ikke set en dame som to gange går i den samme dragt, end ikke morgendragten.

Damerne klæder sig om to eller tre gange om dagen, og hvis de kommer for at besøge nogen har de en bagage af kjoler med sig som minder om den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt. De her i huset værende damer, som ikke har nogen specielt grund til at pynte sig op, har mindst vist sig i en halvt hundrede forskellige dragter. Da jeg en dag spurgte var der ingen af dem der vidste hvor mange dragter de havde. Det er dog underligt at herrerne lige så hyppigt skifter tøj. Ingen anstændig herre har mindre en 40 komplette sæt tøj hængende på sit landsted. Dertil skal lægges en halv snes kapper, overfrakker, jagtjakker, ridedragter osv. På dette punkt lever de som den fiktive figur Pan Soplica fra det episke digt Pan Tadeusz.

Ingen af dem ville blive overrasket over et skab fuldt af støvler, som det hvormed Casal hos Bourget vil imponere snobberne blandt romanens læsere. Der har sikkert selv lige så mange støvler som han.

Det eksisterer ikke noget samspil mellem de tre dele hvori det gamle Polen er opdelt, på trods af hvor tæt det er knyttet sammen af sprog og fælles erindringer. De kan aldrig handle i fællesskab. De har hverken fælles mønt, mål, frimærker eller retsorden, intet som helst til fælles. Der er en ikke en enkelt politikker som er populær i alle tre lande. Ja, selv indenfor litteraturen er det kun Sienkiewicz der forener alle, og han er dog langt fra at være en forfatter af første rang.

Der sker ikke noget konkret for at fremme sammenholdet mellem landsdelene. Kulturelt gør man hvad man kan. Det er især de ældre generationer, en gruppe nationalt indstillede idealister af naive og forhåbningsfulde drømmere, som konstant rejser mellem landsdelene, og som i form af samtaler, aftaler og uskyldige overenskomster holder den hellige ild i live. Den store polske udstilling i Lemberg er et udtryk for denne stræben. Men det kan ikke skjules at mange fra eliten i den yngre generation, både unge kvinder og mænd, har opgivet alle nationale håb, og har vænnet sig helt af med at spejde efter lyspunkter, som de på forhånd antager for at være falske. De står derfor med åbent udtalt tvivl, måske også med lidt skjult ringagt, og betragter de ældres urolige aktiviteter som tungsindige tilskuere.

Næste kapitel >>>>>